Hvem er jeg?

November 2012

Brød lige sammen i tårer, uden nogen åbenlys grund. Da det slog mig, jeg er bange. Virkelig bange. Frygt og angst, ekstremt. Jeg bruger alt min energi og tid på at skubbe det væk, ikke at lade det stige mit til hovedet, og bryde sammen. 

Jeg er alt alt for bange for at ende som en fiasko. For at kæmpe og kæmpe og med den sidste energi trække mig mod enden af tunnelen, og lige som jeg ser solen stå op på den anden side, går mit hjerte i stå, og jeg ser alt forsvinde, indtil der kun er mørkt. Ligemeget hvor hårdt jeg kæmper, går det aldrig som jeg vil. Der er altid nogen der skubber mig i en anden retning, og nogen der skubber mig en tredje, hele tiden folk der siger jeg skal finde ud af hvilken vej jeg vil gå, uden at give mig en mulighed for selv at tage et skridt. Hele tiden skubbet rundt mellem folk, løsninger og problemer. Og alle stederne set som et problem, som en skændsel og som noget med mindre værdig.

Jeg har ikke frygten om at blive gammel og dø alene, min frygt er at jeg er alene nu. Jeg har ingen hos mig, som jeg elsker helt ind i knoglemarven, og her er ingen der elsker mig på samme måde. Der er folk der kommer forbi, der holder af mig, og tror det gør den store forskel at de siger jeg må have en fortsat god dag. Men dagen var ikke god, og når døren er lukket, er smilet væk. Når alt kommer til alt, gør det ikke den store forskel, for når lyset er slukket, og øjnene lukkede, er det dagens stærke følelser der huskes, og ikke en på gaden der ville have ens nummer.

Jeg har set 3 specialister i den seneste måneder, og de påstår hver især de ved hvordan jeg har det, men de siger 3 forskellige ting, og trækker mig 3 forskellige veje. Men ingen af dem er den rette. Ingen af dem ved hvad jeg har gået gennem, ingen ved hvad jeg tænker, føler eller ender. De kan høre min lave stemme og se mit blik er tomt, men hvad der sker i mig, kan de ikke engang gisne om.

Hvad hvis jeg bare ikke er nok. Hvad hvis det er universets vilje, at jeg ikke skal føres videre, at jeg ikke skal klare det, ligemeget hvad og hvor mange odds jeg trodser. Hvis ligemeget hvor meget jeg ofrer, giver og vrider mig selv, for at hjælpe og sætte pris på andre, så vil de aldrig helt synes det er nok?

Hvem er jeg? Jeg ved det snart ikke, måske har jeg haft så travlt med at dele ud af mig selv, at der ikke er noget tilbage? Måske har jeg aldrig været noget værd for nogen. Hvis jeg forsvandt sporløst, var der nogen der ville lede? Måske har jeg været for naiv og dum, måske har jeg stolet på folk, der stjal min sjæl, fra min hånd, fordi jeg lod dem. Måske har jeg givet ud til de forkerte folk, dem der aldrig giver tilbage?

Måske er jeg en af dem der skal dø, for at andre kan leve? Måske er jeg født, til at lide? Måske slutter alting ikke godt, måske er det noget man tror, at når enden er god er alting godt. I virkeligheden er det vel når nutiden - nuet - er godt, er alt andet ligemeget indtil det ikke længere er godt i nutiden - lykken er ikke noget man skal eller kan finde. Det er noget man skal frembringe, tiden heler ikke alle sår, gammel kærlighed ej forgår.

Vindens susen, havets brusen, solens lys og månens mystik.
De ord jeg sendte med vinden var der ingen der fik?
At råbe for døve øre, for man kan ikke høre, et hjerte skrige og tude,
men er der nogen der elsker mig, et sted derude?