Eternal Days.

Februar 2013

I see your pain and feel your tears
It’s been going on too many years
The cruelty you’ve got from what strangers said
The judgment of those you’ve never met
Wise doctors’ final words about who you are
To force you to be calm again with pills
And let you go for a while alone
And take you in by enforcement again
They say you are insane, do you believe them?
That you’re so mental disabled as you can be
And that time will make no different to see
Sometimes it sounds like they have given up on you
Did it ever cross their mind; it is a product of the past
Which is still going strong, since no one stops it at last?
Everyone with a past like yours would have a broken soul
And would have a fear of things getting even worse
Most would honesty not be alive by now
So the wise ones should praise you for your strength
Not talk down to you about being empty and unstable
The sad thing is, people will never understand what it does
To humans to be left alone in the dark until someone blows out the light
I know some scars in the soul will never heal
But like for everyone else, you can get where you want
You can change the future, but not the past
You can make sure the misery won’t last
But you will have to let go of some of the theories
You’ve used to keep people away, and to make them stay
Find and use new methods to deal with pain and feelings
It will not be easy, that’s for sure, but it will be worth it
I love you with every part of my body and soul
And your pain hurts to see, when I wish you could be with me
So I could put you under my wings of protection and love
I can’t fix it all, with a magic wand
But I will give you everything I can and have
I bet you wonder what I want back
I want nothing but you to trust and love me
Then I will go through fire for you
Sometimes two people with the worst pasts
Can make the best future together
I will watch your back; I will catch you when you fall
Just take my hand, and I will walk with you
In the good times enjoy every day, every moment
Laugh, smile and act silly in the long nights
But always have one eye open to be prepared
When the bad times hit, letting you know
I’m not leaving, so tell me what you need
I can be your voice, when you can’t speak
And take the fights for you, when you feel weak
I want to walk with you till the end of life
Grow old, and see where we end up in time
Don’t be afraid, of showing your pain
I won’t run away, I know a lot is stuck in your soul
Take my hand, and I will never let it go
No matter where life takes us, even when we’re apart
My love for you is still growing in my heart
I love you like I never loved anyone before
You’re unique and with a heart of gold
You’re a fortune and you don’t know, never been told
Let’s dance through all rivers in the world, taking every step together
Nothing is big enough to be in the way, not the sky or the oceans
So come what may, I will love you for eternal days

Leave him in the past.

Marts 2013

Why didn't you tell them, why didn't they see it?
Why didn't you scream for them to hear it?
You fear their reaction, their rage against him
You fear it will only bring you more pain

You let him walk away with all the damage he did
Nothing he did is ever going to be forgotten
It will haunt you every time, someone is getting close
Are you scared to be alone, to be forgotten?

Did you hide behind him, to give the blame
And still to claim you were not on your own?
You got so used to the abuse it kind of felt like home
You didn't know how to deal with it, if it was gone

The past can't be erased, and feelings never leave
I could kiss your scars and hold your hands
We could look at the stars in the clear nightsky
And never get cold, cause the heat from our hearts would keep us warm.

Wild Tiger!

Februar 2013

I am the last wild tiger.
and you're a man.
Do you want me to stay for dinner?
I won't eat you, if you love me all you can.
But don't mess my fur, the wrong way.
But if you hear me purr, you can always stay.
But don't try to force me against my nature.
Maybe you have a smarter brain.
And for that respect, I will eat it last.
You're one speical kind of a men.
Lunch, breakfast, supper or dinner?
I don't care, but I'll be the winner.

Bagved dit skjold?

Januar 2013

Inderst inde.. Bag alle facader, og bag alle lag, helt inden i, der ved jeg at jeg betyder noget for dig. Jeg ved at du ikke ønsker mig noget ondt, jeg ved du ikke ønsker at blive uvenner, ligeså meget som jeg ikke ønsker det. Jeg ved du ikke vil skræmme mig væk, og jeg ved at du frygter at hvis jeg ser dig helt, at jeg ikke vil være tilfreds. 

At ens handlinger ikke altid er det man forsøger at udtrykke, er kompliceret. At det man siger ikke altid er det man mener, at det det ender med, ikke altid er det man ville opnå... Det er frustrerende, knusende og traumatiserende. At ligemeget hvor hårdt man prøver, så kommer der ingen ord. Som at råbe under vand, for fulde lunger, men ikke en lyd. Jeg ved at tiden er en vigtig faktor. Jeg tror på dig, jeg tror på du kan alt, hvad du gerne vil. Jeg tror du kan udfordre dig selv. Jeg ved det er svært, jeg ved det er hårdt. 

Jeg ved at du er bange for at folk ikke kan lide dig for den du er, hvis de så dig som du er. Jeg ved at du sætter en facade op, der tyk som en mur, den beskytter dig for alles ord, du slipper for at tage noget af det ind. Kritikken falder af, for det er ikke dig den beskriver, men også det positive, rosen og komplimenterne falder til jorden, for heller ikke de er inderst inde den du er. Det forhindre dig i at blive såret. I de ord der gør så ondt, når de rammer lige der hvor man er sårbar. De ting der før har fået dig ned, og hvor det hele var så hæsligt, at der ved du ikke ned igen. 

Det skaber en ond cirkel, hvor frygt er den styrende kraft. Det i sig selv kan trække en ned, hvor man ligger helt nede, strukket ud, og bundet sammen af frygten for at træde forkert og vise for meget af sig selv. 

Jeg har set meget af dig, hvorend du er enig eller ej. Jeg har selv handlet som de fleste, dømt dig udfra det jeg så, fordi jeg ikke vidste bedre, eller andet. Uvidenhed. Jeg troede at det intet betød for dig. At jeg intet betød for dig. Men jeg ved nu at jeg tog fejl. Det er jeg dybt ked af, undskyld. 

Jeg har udvidet min egen horisont. Min menneskelige forståelse, den raske og den syge side. Jeg har overanalyseret alt, blot for at se om det ville give en forståelse af den egentlige mening. Og det tror jeg det har. 

Jeg er ikke bange for dig, du skræmmer mig ikke. Dine symptomer, svingninger, eller diagnoser, skræmmer mig ikke. Jeg er klar over dine mørke sider, men de er en del af dig, og en del af den du er. Jeg kan også se dine lyse sider, og de vejer op for den anden side. 

Jeg dømmer dig ikke, jeg ved bedre. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg kender dig. 

Det gør og har alle altid gjort. Og du fortjener bedre. 

Jeg er overbevist om, at alle har overvejende gode sider, hvis de får chancen for at vise det, og tilliden og muligheden for at skinne som stjerner, i månelyset såvel som i solen. 
Du har ikke fået din chance. Grib den. Det fortjener du.

Real tears.

Februar 2013

Tears, Tears in my face,
Real tears, tears of real pain,
I put on my strong face, 
I do not freak out, or break down,
But deep inside I just crumble on the ground,

Some days I wish I would just die, 
That my body would get the peace it needs, 
That my soul could go to heaven, 
That I would stay alive in the heart,
Of those who noticed me,
My life, my fights and my heart to care, 
To love no matter how hard the pain would be when it's gone.

I can lay here now, just smiling silent, 
Of a picture of your face, in my mind. 
Not knowing if I ever see you again. 
But I know the love for you is in my vains, the blood that flows. 
You are in my beating heart
And my shin and fragile bones, still standing strong. 
You fill my mind, my thoughts and my dreams, my words and ears.

You fill my body with feelings I never had before, 
Not like this, this is real. 
Nothing in my life's been real, though I never lied, 
I just rarely gave out of my deepest mind, 
since there wasn't anything there to find. 
Never any joy in my life, 
Other than the ones I made up in my head. 
The dreams, the fantasy, the imagination, the faiths, truths, hopes and wishes. 
That some day, I would be able to be whoever I was.

So much has happened in so few years, so much to deal with, so much pain. 
I keep pushing on, because I need to get to the other side,
To get my silent mind, to let the time, and nightmares wash out the horror in my mind.

I'm sometimes scared not to get out, 
To die running through fire, for the water on the other side,
I'm scared of anything, anyone and anywhere, 
I see danger, where I go, and where I stay. 
YOU are my guardian angel. 
The protector of my heart, my soul and my will.

I love you, always did, always will. 
No matter what I said, or say, or how hard I push you away. 
It's painfull to see you suffer. 
It's a nightmare in the day, 
it's worrying and upsetting, and scary. 
It's a lot of pain, but compared to what I gain,
it's worth it. 
You are worth it. 
You are a hidden tresure, a golden kind, a lost soul walking around. 
You are looking for a right pill, a magic spell, a wise old man, or a hidden land.

Sometimes it's so obvious, and yet so strange, 
that we never notice, before it's too late,
Grab a chance, stick to it,
Maybe, it can chance everything,

The earth can crack, the sun burn out, 
The oceans dry in, and the wind get cold,

But every day, I hope, I pray and wish for the day to come,
Where I can to go to bed, knowing my heart and mind is safe,
..... and wake up, seeing a smile on your face.

Død i mine arme?

December 2012

I hate to admit it, but I'm scared I won't be able to hold you in my arms, before you are dying, because then you will not have the energi to pull up your walls and push me away... And maybe you will se in my eyes, all the stars, and you will see we were meant to be, and then it's too late.. 

That is scary. Then I rather accept the fact if that you think I'm ugly, stupid og rude. That I just lie, and betray and nothing I do is okay. I'm not perfect, nobody is, but neither are you, and don't come here telling me, I didn't suffer, cause you have no idea.. 

I didnt have a day without thinking about you, without your words filling up my mind, but i knew if I trying, I would get *** in my face, and nothing else, so I didn't. I was terrified that you would die, every day, i prepared myself to figuring out, you didn't make the day. 

When you lose someone to death, it's when it doesn't change anything, all you regret. 

Don't break your own heart, don't ruin yourself again, i know you love me, so stop playing that stupid game, if you want to, you can make everyone run away, letting go and leaving, cause they way you act, tells the face you don't care, and will not change. You can make even the greatest love get cold. You can make the flame burn out. 
But with a word, a smile or sign, you can make it burn for life. 

Don't ruin it for youself. Please.

Hvem er jeg?

November 2012

Brød lige sammen i tårer, uden nogen åbenlys grund. Da det slog mig, jeg er bange. Virkelig bange. Frygt og angst, ekstremt. Jeg bruger alt min energi og tid på at skubbe det væk, ikke at lade det stige mit til hovedet, og bryde sammen. 

Jeg er alt alt for bange for at ende som en fiasko. For at kæmpe og kæmpe og med den sidste energi trække mig mod enden af tunnelen, og lige som jeg ser solen stå op på den anden side, går mit hjerte i stå, og jeg ser alt forsvinde, indtil der kun er mørkt. Ligemeget hvor hårdt jeg kæmper, går det aldrig som jeg vil. Der er altid nogen der skubber mig i en anden retning, og nogen der skubber mig en tredje, hele tiden folk der siger jeg skal finde ud af hvilken vej jeg vil gå, uden at give mig en mulighed for selv at tage et skridt. Hele tiden skubbet rundt mellem folk, løsninger og problemer. Og alle stederne set som et problem, som en skændsel og som noget med mindre værdig.

Jeg har ikke frygten om at blive gammel og dø alene, min frygt er at jeg er alene nu. Jeg har ingen hos mig, som jeg elsker helt ind i knoglemarven, og her er ingen der elsker mig på samme måde. Der er folk der kommer forbi, der holder af mig, og tror det gør den store forskel at de siger jeg må have en fortsat god dag. Men dagen var ikke god, og når døren er lukket, er smilet væk. Når alt kommer til alt, gør det ikke den store forskel, for når lyset er slukket, og øjnene lukkede, er det dagens stærke følelser der huskes, og ikke en på gaden der ville have ens nummer.

Jeg har set 3 specialister i den seneste måneder, og de påstår hver især de ved hvordan jeg har det, men de siger 3 forskellige ting, og trækker mig 3 forskellige veje. Men ingen af dem er den rette. Ingen af dem ved hvad jeg har gået gennem, ingen ved hvad jeg tænker, føler eller ender. De kan høre min lave stemme og se mit blik er tomt, men hvad der sker i mig, kan de ikke engang gisne om.

Hvad hvis jeg bare ikke er nok. Hvad hvis det er universets vilje, at jeg ikke skal føres videre, at jeg ikke skal klare det, ligemeget hvad og hvor mange odds jeg trodser. Hvis ligemeget hvor meget jeg ofrer, giver og vrider mig selv, for at hjælpe og sætte pris på andre, så vil de aldrig helt synes det er nok?

Hvem er jeg? Jeg ved det snart ikke, måske har jeg haft så travlt med at dele ud af mig selv, at der ikke er noget tilbage? Måske har jeg aldrig været noget værd for nogen. Hvis jeg forsvandt sporløst, var der nogen der ville lede? Måske har jeg været for naiv og dum, måske har jeg stolet på folk, der stjal min sjæl, fra min hånd, fordi jeg lod dem. Måske har jeg givet ud til de forkerte folk, dem der aldrig giver tilbage?

Måske er jeg en af dem der skal dø, for at andre kan leve? Måske er jeg født, til at lide? Måske slutter alting ikke godt, måske er det noget man tror, at når enden er god er alting godt. I virkeligheden er det vel når nutiden - nuet - er godt, er alt andet ligemeget indtil det ikke længere er godt i nutiden - lykken er ikke noget man skal eller kan finde. Det er noget man skal frembringe, tiden heler ikke alle sår, gammel kærlighed ej forgår.

Vindens susen, havets brusen, solens lys og månens mystik.
De ord jeg sendte med vinden var der ingen der fik?
At råbe for døve øre, for man kan ikke høre, et hjerte skrige og tude,
men er der nogen der elsker mig, et sted derude? 

Falske folk!!

Oktober 2012

Føler jeg lever i en falsk verden. På den ene sider lever jeg i drømmene, i fantasien, i flugten fra virkeligheden, i de ting chancen for faktisk sker, er så lille at det måske ikke er værd at bruge tid og kræfter på. Men jeg kan ikke give slip, kan ikke give slip, for det er den livslinje, der holder mig oppe, det der får mit hjerte til at slå, ben til at gå, og hjerne til at virke.

Jeg har nærmest intet spist i ugevis, og kan ikke selv jeg vil og prøver at tvinge det ned. Er så stresset, og bange, og bekymret, og kan ikke sætte ord på, selvom jeg gerne ville. Jeg kan ikke tale med nogen om det, for der er ingen der kan forstå det, så de svar jeg får, gør det kun værre. Alle dem der siger de gerne vil hjælpe, men gør ingenting, dem der siger de er der for at hjælpe, dem der siger jeg skal stole på deres måde at tænke. Jeg er træt af folk der siger jeg skal tænke som dem, for så bliver alt godt. At jeg skal glemme alt, og ende ud med at blive en som alle andre, der følger strømmen. Jeg har da ikke gået gennem ild og vand, for at ende ud med at blive som alle andre. Jeg siger ikke at jeg ikke vil ha hus, børn og mand, men jeg siger at det er ikke det der betyder noget nu, hvor jeg vil ende, finder jeg ud af når jeg står der, jeg begrænser mig selv, ved at bestemme det nu. En ting af gangen, et skridt, et hop.

De siger jeg skal have et mål for at komme videre, ellers bliver jeg her. Men hvor er det? Jeg har rykket mig, hver dag, hele livet, står ikke stille, alting ændrer sig, om man vil det eller ej.

Jeg er fyldt med kærlighed, rummelighed og styrker, men ingen synes at kunne se det, ingen synes at sætte pris på mig, som jeg er, ikke hvem jeg kan blive hvis "jeg tager mig sammen" Jeg bliver udmattet af at give og give, men ikke få noget igen. Det suger min sjæl ud og gør mig tom som en skal. Snart kan jeg ikke føle andet, end afmagt, andres smerte og min smerte som den var engang.

Jeg ville ønske der var folk der forstod, uden at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvor jeg ikke behøvede at forklare alting, for de vidste hvad jeg mente. Psykologer tror de kan, men de tager fejl. Aldrig er der en der har ramt rigtigt, og det gør vejen stejl.

Tomorrow is another chance, but will ever ever change, no matter how hard I fight, some wise people are gonna bring me down.

Fremtidens drømme?

Oktober 2012

I keep being asked, what I want with my life, where do I want to end, what do I want to be, who do I want to be, and how do I plan to get there. Everytime I reply that I have no idea, they look at me like I have just done something stupid and something I need to do better, and they tell me to think about it and talk about it later. Fact is, they haven't seen the things I have seen, haven't heard the things I have, never smelled the things I did, never felt the way I did. They all say they have dark times too, but they don't realize it's not the same.

The horror of love.

Skrev det her i september 2012.

I woke up one morning, like any other, I was still a bit affected by the medication from last night; I realized I was awake early. I got out of bed, the cat was still sleeping like a peaceful baby, but just when I went to open the door, he opened his big yellow eyes, and looked at me, I whispered ”good morning” and went to the living room. I looked around, and thought: ”this really needs to be cleaned” But not now, I went to turn on the computer, and went to the kitchen, to see if anything eatable I wanted. There wasn’t, I didn’t really need food at that moment, I told my computer to hurry up, quite a few times, before it was ready. I opened Facebook, nothing unusual. I opened Messenger, nothing special, but still did it look like he didn’t block me again yet. It felt good, though it was nothing to be happy about most likely. I could read in his blogs and around the internet, he was having a horrible time, and pretty much alone about it. It made feel so strong responsibility to make him feel better, but it is impossible, when he for good reasons, doesn’t trust me. I understand, quite a few has told him before they loved him, and turned out as monsters. And it is no wonder, he thinks that of the one he meets. Everything would be easier if he just trusted me, and that I would never do anything to hurt him – in any way. Not saying I can’t do anything he might get hurt of, but it has and never been what I wanted. And I am sure to say, I would do a lot, every time, to get back the trust. 

Liste over sorger.

Det her er skrevet for cirka et år siden, da en pædagog bad mig skrive alle de oplevelser og følelser fra min fortid der gik mig på stadig, for at se "det nok ikke var så slemt"

1.    Ensomhed og manglende opmærksomhed, da jeg var baby.
2.     Ingen andre viste følelser og der var ingen kærlighed.
3.     En ven i børnehaven, når hun var sammen med andre, ensomhed.
4.     Følelsen af ikke at være som de andre, unormal og ikke god nok.
5.     Den stille piger, uden venner.
6.     Lærerne dømte mig som den stille pige, helt fra starten af skoletiden.
7.     Veninde flyttede til Køge, og jeg var alene igen - Tab.
8.     Ny veninde, hvor der var en anden veninde, der ville have hele hendes tid.
9.     Ingen at kunne dele tanker med, for hvad ville de ikke tænke.
10.  Billeder fra lejrskolen, hvor jeg havde læbestift på, var virkelig nervøs over hvad mor ville sige hvis hun så det, så skjulte dem.
11.  Skilsmisse. - Far flyttede.
12.  Stedfar flyttede ind, før vi overhovedet vidste hvem han var.
13.  Begyndelse af “mishandling” - Psykisk og fysisk krænkelse.
14.  Alle drillede mig med min højde - Stankelben og stork.
15.  Alle sagde jeg var tynd og høj, og det elskede alle da.
16.  Ville være elsket og begyndte kontrol af vægten.
17.  Udviklede ingen bryster eller pubertetstegn, og skjulte min krop, for at de andre piger, ikke skulle se det. Da de var langt fremme.
18.  Gik ikke med BH før 15-års alderen, fordi jeg ikke turde spørge mor.
19.  Mor fortæller far er syg.
20.  Finder ud af at de har løjet for os, i årevis, om hvorfor han ikke arbejdede.
21.  Mor fortæller og overbeviser mig om at han er en dårlig far, og at jeg skulle overveje retten.
22.  Tur til australien, hvor mor råber af far midt i supermarkedet.
23.  Far forlader os, og fortsætter rejsen alene. Mig og søstre knuste.
24.  Tilbage til skolen, kan ikke genkende de andre. De er anderledes.
25.  Konfirmation, hvor jeg er høj, bumset og mit hår ligner garn.
26.  Blå mandag, med druk, for ikke at være udenfor.
27.  Forelskelse i lærer, uopnåelig, og derfor god at stile efter. Magi og flugt fra virkeligheden.
28.  Tvinger mig selv, til fester og druk, for at være som de andre.
29.  Eksamenerne kommer. Skod i mundtlige fag. Er skuffet, og tør ikke fortælle andre om det, synes det er pinligt.
30.  Vælger HTX selvom jeg ikke har lyst til at studere.
31.  Går fint, men ensomt i starten, glider længere og længere væk fra de andre.
32.  Fester og fredagsbar, men prøver at hænge på.
33.  Moderator på goSupermodel. Starter godt og ender skidt.
34.  Møder mærkelig type person, mystisk og svær at nå ind på livet af. Det gør mig nysgerrig.
35.  Han ville gerne ses med mig, og ham, min søster og veninde mødes i centeret. Ender med han bliver sur på min søster, og nikker hende en mega skalde.
36.  Ofrer alt jeg har i mig, for at hjælpe ham og skabe tillid, som brydes da jeg griber ham i en løgn. Han truer mig på livet og blokerer mig.
37.  De andre MODs angriber mig, og taler bag om ryggen på mig.
38.  Møder sød fyr på nettet, som får mig til at føle noget jeg aldrig har følt før. Kemi, magi og trylleri. 
39.  Han siger han har noget han skal ordne og at vi ikke kan ses mere.
40.  Går måneder hvor jeg intet ved om hvad der er sket, jeg græder og græder. Jeg havde det jeg elskede mest, og lige så hurtigt som det kom var det væk igen.
41.  Nogen der påstår at være hans søster, siger han begik selvmord.
42.  Min verden bryder sammen, men da det sidste han sagde var at jeg nok skulle klare det. Er jeg nu fastbesluttet på at få det godt.
43.  Køres et par gange på psykiatrisk skadestue. Og skrives op til Q61.
44.  Beder om pause som MOD, da jeg indlægges. Fyres 3 dage efter. Mister mit livsværk.
45.  Indlægges på 2-sengs-stue, med meget syg pige, der er voldelig og utilregnelig.
46.  Bygningen er fyldt med selvskadende og voldelige unge. Alarmen går tit, og flere må bæres til den lukkede afdeling, med tvang. Blod, drama, vold, ensom, uforstået og flugt.
47.  Gør mig uvenner med mine veninder flere gange. Overfølsom.
48.  Kæmper for at bilde mig selv ind, at det går okay. Og jeg udskrives. Dog med ikke passende diagnose, men tænker ikke på hvad det ville kunne betyde.
49.  Skrives op til MG, da der ikke findes nogle dagtilbud.
50.  Indlægges igen på voksen afdeling på stue med gamle damer. Røg, sved, lugt, hængepatter, ensom, useriøst sted.
51.  Flytter på MG, og tror nu det er min tur til at få det godt.
52.  Hører alt for mit værelse, skræmmer mig. Råben, skrigen og blod.
53.  Ingen psykolog. Igen ventetid.
54.  Min pung stjæles to gange, og ender med at beboer kommer ind og truer mig med en kniv.
55.  Der tolkes på hvert et ord, men på den forkerte måde. Misforståelser igen og igen og igen.
56.  Flytter værelse. Ændrer intet.
57.  Snakker med kommunen og Helle, kommer til status møde. Hun synes ikke jeg skal flytte derfra.
58.  ½ år senere, igen snak med Helle, der nu synes det er mere aktuelt.
59.  Snakkes om aktivering. fx. praktik. Skrives op til bolig.
60.  Starter praktik, dårlig oplevelse. Uforstående tabu miljø.
61.  Stopper praktik - Nederlag.
62.  Trækker mig fra Rebecka, fordi det påvirker mig at skulle holde øje med hende hele tiden. Bliver ensom.
63.  Alting smuldrer. Forsøger at finde noget at holde fast i. Intet.
64.  Stopper med at spise, for at holde en form for kontrol.
65.  Ingen reaktion fra omgivelserne, fatter det ikke. Ville blive vildt bange og ked af det, hvis nogen jeg kender gjorde det.
66.  Stopper på IKU, da det ikke vurderes jeg er klar til job.
67.  Skriver til sagsbehandler, tudbrølende fordi jeg ikke kan se en vej ud. Får en tid en om en måned. Slog en del af mit hjerte i stykker.
68.  Skriver til jobcenteret om pension. Hun skriver snakke om det 1-2 måneder, men hun kunne finde en tid før, hvis det var vigtigt for mig.
69.  Henvist til behandlingsvisitation på stolpegården næste uge. Herefter tid til behandlingsstart; 6 uger.
70.  Uvidenhed om fremtiden bringer tanker til live. Har jeg gået gennem alt dette for at dø en ydmyg død?
71.  Ingen forståelse og respekt for mig, eller tro på mine ord.
72.  Ensomhed, skubber virkeligheden væk. Trækker mig ind i mig selv. Lukker verden ude.
73.  Tør ikke forvente noget overhovedet, for hvornår er det nogensinde gået som det skulle?!
74.  Skriver sms til MG, men ingen reagerer. Til grin.
75.  Sidder alene, uden nogen at snakke med bare og slår tiden ihjel.


Og det er bare det jeg lige kunne komme i tanke om den dag ... hmm..